Den tysk-franske TV kanal Arte har en streamingtjeneste “Arte Concert”. Find den på https://www.arte.tv/de/arte-concert/
Alle genre kan findes der.
Hvis du rammer ind i en landebegrænsning, så få en computernørd til at installere og forklare dig brugen af VPN. Det er et program, hvor man “laves om” til at være i nyt modtagerland i dette tilfælde Tyskland eller Frankrig
Har I hørt Richard Strauss’s Rosenkavaleren? For ca 15 år siden købte jeg en velanskreven udgave på CD’er. …. Og fik den aldrig hørt færdig!
Strauss’s musik er pragtfuld især i små bidder. Teksten var umulig at forstå, og stemmerne kunne være vanskelige at holde ude fra hinanden.
Vi har nu ved en indskydelse købt operaen på DVD. Det blev Carlos Kleiber og Wiener Statsoperaen udgaven med bl. a. Anna Sofie Otter som Octavian, Kurt Moll som Baronen og Felicity Lott som Marchalinden. Og vi er blevet begejstret. Den er tekstet, så vi kan nu læse, hvad de synger – østrisk dannet og wienerisch slang , vi kan se, hvem der synge. Dermed er handlingen i det såkaldte lystspil forståelig. Det er en bittersød fortælling om kærlighed og nu er “Rosenkavaleren” lige så underholdende som Lehar’s “Den glade enke” fra Zürich operaen
Jeg har lige læst biografien om komponisten D. Sjostakovitj (1906 – 1975) af Mikkel Thrane Lassen (forlag Multivers). Hvis du interesserer dig for klassisk musik i samspil med verdenen i 20. århundrede kan jeg varmt anbefale den. Det er ikke værkanalyser, men en beskrivelsen af et menneskes liv og arbejdsliv samt kunstens vilkår fra revolutionen til 1975, under Stalin med kommunistpartiets altdominerende rolle.
Bogen er skrevet før Ruslands krig mod Ukraine, men tilbage sidder jeg med en forståelse af, at dybt i den almindelig russers sjæl ligger den livegnes accept af magten uanset om denne magt er zaren, Stalin, partiet eller Putin. “Magten har altid ret” ellers mister du din eksistens! Selv hvis russeren tvinges eller vælger selv at gå i eksil, har vedkommende en aldrig slukket kærlighed til landet og er parat til at vende tilbage trods “Magten” (Prokofjev)
”Anmeldelsen” af Madam Butterfly med musik af Puccini på Bodensøen i Bregenz skrevet af forfatter Anna Juul i Weekendavisen 5. august 2022 – bagsiden af bogsektionen.
En 4 timer lang opera hvor historien er forlagt til Japan.
Mon forfatteren Juul ville acceptere en anmeldelse af hendes litterære værker af en skribent, der var uvidende om litteraturkulturen og som ikke gad læse værket ordentligt til ende.
Opera har sin helt egen verden, som ikke er et realbillede men en kunstnerisk tolkning på baggrund af genrens egne traditioner. Det kræver en vis form for dannelse at få en oplevelse. Hvis man ikke kan følge med i forestillingen, bør man i det mindste udtrykke sig ordentlig og ikke i den grad krænke de mange tilskuere, for hvem dette var årets oplevelse. En anden mulighed var, at Juul erkendte, at det ikke var hendes festival. Så kunne hun passende lade være med at delagtiggøre os andre i hendes skuffelser.
Man må spørge sig, om “Weekensavisens” redaktion også har holdt ferie, eller skulle det være årets “humoristiske” afslutning på agurketiden?
Indsendt som læserbrev til “Weekendavisen”
Et ejendommeligt fænomen hvorfor skrive i en blog. Jeg skriver ikke, fordi du skal læse det. Jeg skriver til skuffen.
Tanker er flygtige neuron undernetværk enten tvunget frem eller spontant dannet i søvnens drøm. Holdes netværket ikke oppe gennem brug, forsvinder den lidt efter lidt for at blive til en skygge i frontal lappen, der måske igen kan indgå i nye tankekort dage eller uger senere. Mærkelig i drømmen ved jeg at jeg drømmer. Men ved at skrive tvinger jeg en dagdrøm frem og via tanken skaber jeg et holdbart kort over det netværk, hvori jeg netop nu sidder fast.
Skrivningens produkt er bloggens hukommelse et “kort” skabt af Maxwells elektromagnetiske felter, hvis genkaldelse og brug kræver en energikilde akkurat som hjernens fortsatte virker kræver en eller flere energikilder eksempelvis en ostemad.
Altså skrev jeg, så jeg i morgen kan se, at jeg er!
Velkommen til det første indlæg.
Vi, det vil sige to mennesker over 80 år og vores 4. gravhund Mikkel over 12 år, udgør altså et alderskollektiv. Hundene har lært os om livets kredse som egentlig er spiraler. En begivenhed er bestemt af 4 parameter de tre koordinater for stedet i rummet og tiden som den 4. dimension. Man kan gå tilbage til steder men aldrig tilbage i tiden. Ubønhørlig skruer vi os fremad, indtil den personlige kurve brydes og afløses af entropiens lovmæssighed og uorden vinder over orden.